GENEALOGYOF BECOMING
i samme sekund som instruktionen begynder mærker jeg en mærkbar forskel...
Anekdote:
Jeg kom med på Kommunikationstræner teamet i foråret 2002. I første omgang som ’føl’ hos Helle Alrø. I 2 lange dage sad jeg flittigt og tog en meget lang række noter. Efterfølgende terpede jeg disse noter så jeg kunne dem uden ad. Læste op på de klare instrukser, og diskuterede hele programmets øvelser og rytme nøje igennem med min medtræner. Jeg var imponeret, men også lettere forundret over hvor godt det gik da jeg først kom på. Jeg tog mig selv i at føle mig meget fortrolig i rollen. Situationen blev så den, at jeg på 2 dagen af mit eget underviser forløb skulle instruere en øvelse som af forskellige årsager var gledet ud af programmet som jeg havde observeret som føl. I samme sekund som instruktionen begynder mærker jeg en mærkbar forskel. Ingen ro i kroppen, jordforbindelsen slipper, jeg føler mig på ’herrens mark’ og kan dårligt forklare øvelsen så den er forståelig. Min stemmeføring er anderledes, mit kropssprog formentlig også. Jeg aner i situationen ikke hvorfor. De kunne ha vækket mig om natten og jeg ville ha’ kunnet gengive instruksen udenad. Alligevel var noget mærkbart forskelligt fra de øvelser jeg havde instrueret forud – og skulle det vise sig – igen efterfølgende. Det skabte en kolossal undren hos mig; hvad i al verden var dog det, der dér skete? Hvorfor dette skifte i undervisnings-situationen/-præstationen? Det gik op for mig at den eneste forskel på de to situationer/præstationer var den manglende ’væren føl’ og dermed den manglende bevidning. Den undervisnings-erfaring udgjorde et såkaldt wow-moment (Boje, 2001) for mig: ”…in my learning practice as an assistant teacher at AAU, where I had experienced the difference between being a very attentive supervisee, eagerly taking notes on important points to remember from my supervisor’s manner of conducting communication training with students, and the ’bigger me’ that apparently picked up from behind my back an enormous amount of ’knowing how’ (Ryle, 1949, 1979) from the ’mere’ participation of witnessing, without me being consciously aware of it.” (Strand, 2012, Book 1, p. 28).
ejjj, du har slik med, gir’ du et stykke?
Anekdote:
Da jeg først startede med at undervise nedskrev jeg et decideret manuskript og lærte det hele udenad. Man ville formentlig kunne vække mig 02.00 og jeg ville kunne køre teksten af. Som amatør-skuespiller gennem en årerække
havde jeg lært at memorere replikker, og den teknik overførte jeg i starten til undervisningen. Det var vældigt udmattende og ikke overraskende overlod det meget lidt spillerum for spontanitet og det lokalt i nuet opdukkende. Det var ufleksibelt. Jeg styrede ’showet’ intet var overladt til tilfældighederne.
Jeg husker hvordan jeg en dag blev mødt af en klasse på Socialt Pædagogisk Seminarium, som absolut ikke harmonerede med den tilgang. Det var første gang jeg
skulle møde dem till undervisning i KOL (Kommunikation, Organisation og Ledelse). Allerede inden jeg nåede klasseværelset var lyden overdøvende. Da jeg nåede frem løb flokken af voksne mennesker rundt i rummet og kastede papirkugler og kridt efter hinanden. Tavlen var oversået med tegnede ’abe’ ansigter listet op som et klassefoto, hvor de havde skrevet deres navne på. Jeg blev kortvarigt ’lammet’ af skræk. Hvordan i alverden skulle jeg håndtere det? De fnisede og kikkede på en gang skælmsk og provokerende på mig. Hjertet hamrede afsted og jeg anede for en stund ikke mit levende råd. Jeg forsøgte at lodde flokken og se om jeg kunne skabe kontakt, og til hvem jeg var bedst tjent med at skabe den. En af ’ballademagerne’ havde en slikpose liggende på bordet. Jeg greb chancen og gik over imod ham med et ”ejjj, du har slik med, gir’ du et stykke?”…jeg fik svaret ”så pyt da..” og jeg fik tilbudt en lakrids. Vi smilede til hinanden og det blev vendepunktet. Flokken dampede stille og roligt af mens jeg små sludrede med nogle stykker af dem, kommenterede på ’det smukke tavle portræt’ …og fik endnu en lakrids….
Anekdoter som jeg særligt er rundet af som underviser...
8 min før anede jeg stadig ikke hvordan jeg skulle indlede
Anekdote:
På vej i elevatoren på Nordkraft - på dagen for mit PhD forsvar (1. Juni 2012) – 8 min før jeg skulle ’på’ anede jeg stadig ikke hvordan jeg skulle indlede. Jeg havde valgt en strategi for mit indlæg som selvfølgelig var tilpasset den omstændighed at jeg skulle præsentere mit PhD. projekt og havde 45 min. til rådighed. Jeg havde samtidig valgt den strategi at det ikke skulle være et 'whole story oplæg'. Dels var det en pointe i sig selv at dét ikke kunne lade sig gøre at præsentere hele projektet. Der var en grund til at afhandlingen fyldte to bøger og sammenlagt 600 sider. Dels var det en pointe at med et afsæt i 'living story' og kvantefysik så er der ikke et BME (Beginning, Midldle, End) narrativ. Der er fragmenter og tilblivelsesprocessen er uendelig som en dans af dis/kontinuitet; noget fortsætter og gror ud af nuet, det, der var og det, der er på vej til at blive. Da jeg kommer på plads ved bordet i rummet er salen fyldt af mennesker, teknikken driller som altid, på trods af at rutine tjek var foretaget aftenen inden. Jeg havde forhånds-indrettet rummet med et væld af forskellige typer af artefakter; originale posters fra PhD projektet på faste og mobile vægge, små figurer placeret på borde, vindueskarme, beton hylder mv., en gine med min mormors kjole, sandkasser, alternative møblementer, mv. som ’tavst’ bar budskabet om Material Storytelling og som jeg kunne vælge at aktualisere i mit oplæg eller i mine svar på spørgsmål. Et mulighedsfelt så at sige.
Imens min vejleder som ordstyrer præsenterer programmet for tilhørerne får jeg ideen at bruge to artefakter som står i vindueskarmen bag mig som cues til at indlede fortællingen om ’min mormors kjole’; en historie som på mange måder rummer essensen af dét Material Storytelling handler om og hvor det kommer af; min mormors samfunds-økonomiske og socio-materialiserede vilkår over 7 årtier fra midten af 1930’erne og frem.
For en udenforstående kan det virke som ’manglende forberedelse’, ’ryggesløs gambling’, men for mig var det at være tro mod den vending jeg havde sat som mål for mit PhD projekt; ’be a student of the movement of the moment’ (inspireret af Sabetti 2006) og som jeg bevidst havde trænet sammen med deltagerne i aktionsforskningsprojektet gennem brug af de tre alternative metoder til erkendelser af, afklaringer om og forandringer af praksisser; ’stories of artifacts’, ’stories of spaces’ and ’stories of bodies’ og som var både videreudviklingen og udmøntningen af embodied learning metoderne og principperne om Organizational embodiment, som material storytelling emergerede udaf (Strand, 2012, Book1, section.1.5).